Hvert år afholdes der verden over bedeuge i uge 2, arrangeret af Evangelisk Alliance. En uge hvor alle er inviteret til at være med til at bede sammen for vores året der kommer – bede for både det lokale og det globale. Temaet i år er: På vejen hjem.
I Løsning mødes vi til tre aften-bedemøder foruden gudstjenesten i slutningen af ugen – hent også flyer her: Bedeugen Løsning 2020
- Tirsdag d. 7. januar kl 19-20 i Spejderborgen – Emne: ”Langt væk hjemmefra”
- Onsdag d. 8. januar kl 19-20 i Løsning Kirkecenter – Emne: ”Uventet besøg”
- Torsdag d. 9. januar kl 19-20 i Løsning Missionshus – Emne: ”To hjem”
- Søndag d. 12. januar kl. 16 gudstjeneste i Løsning Kirke – Emne: ”Endelig hjemme”
I Korning mødes vi til tre aften-møder hvor enhver er hjertelig velkommen:
- Tirsdag d. 7. januar kl 19:30 – Andagt i Korning Kirke v/Sune Skarsholm
- Onsdag d. 8. januar kl 19:30 – Bøn i Korning Kirke v/Elsebet Hermansen m.fl.
- Fredag d. 10. januar kl 19:30 – En aften med bøn v/Peter Bertelsen. Hos Lis Noe Jensen, Kartoffelrækkerne 12 i Løsning
Du kan downloade folderen for bedeugen her: EA-Bedefolder-2020. Evangelisk Alliances årlige indsamling går dette år til terrorofre i Sri Lanka – læs mere i folderen om dette.
Årets bedeuge tager udgangspunkt i, at vi som kristne er på vej hjem. Vi længes mod den dag, hvor Gud vil genoprette alt og skabe en ny jord, hvor vi skal forenes med Gud og hinanden. Lige nu er vi stadig på vej, men vi er ikke uden hjemsteder i denne verden. Vi har vores familier, og vi hører også til et geografisk sted i verden.
Kirken skal helst også være et sted, hvor vi føler os hjemme sammen med kristne brødre og søstre. Her kan vi tjene og glæde hinanden og skabe et hjem for mennesker, som oplever sig hjemløse i en verden, der er præget af ensomhed, sorg og lidelse. Her kan vi erfare, at de kristne er håbets folk, ikke fortvivlelsens.