Civil krigshelt til Løsning
Mandag 16. november kl. 19.30 fortæller Ruth Brik Christensen, der blev kåret til Årets helt i 2009, om hendes oplevelser i Irak og Afghanistan.
Den tidligere Årets Helt har været soldaterhjemsleder for KFUMs Soldaterhjem i Irak (2006-07) og Afghanistan, hvor hun bl.a. startede et helt nyt soldaterhjem i et telt (2010). Her forsøgte hun midt i krigens land at skabe dansk hygge med duft af hjemmebag. Var det muligt at kombinere krig og kager?
Ruth brugte ikke krudt og kugler, men drømmekage og lagkager med flødeskum. Det var bestemt heller ikke uden virkning. Hendes lille oase i ørkensandet var meget populær blandt de udsendte soldater, og det skyldtes ikke kun kagen, kaffen og de hjemmebagte boller. I foredraget fortæller Ruth om sit arbejde med at give soldaterne et hyggeligt fristed, hvor hun med omsorg og hjerterum kunne lytte til dem og præsentere det kristne budskab for dem. Troen er også hendes eget livsgrundlag. Hun beretter om sin hverdag sammen med både danske og udenlandske soldater i de store militærlejre, hvor hun var udsendt gennem KFUMs Soldatermission.
Den 66-årige pædagog og diakon har de seneste år holdt foredrag mellem oplevelserne som soldaterhjemsleder. Ruth holder et inspirerende, medlevende og engageret foredrag om det at være den forstående og lyttende ”mor” for danske soldater i udlandet, der også er beskrevet i den selvbiografiske bestseller: Ruth i krig.
Foredraget finder sted kl. 19.30 i Løsning Kirke, hvor alle er hjertelig velkommen til at deltage.
Bemærk: Foredraget afvikles inde i selve kirken, så vi kan være så mange som muligt. Der er begrænset med pladser iht. Corona regler, men vi vurderer ikke at det er nødvendigt at booke plads. Husk at have mundbind på når du går ind og ud af kirken.
Der vil ikke blive serveret kaffe som der plejer!
Pris: 25 kr for aftenen.
Læs mere om kirkehøjskole her eller het flyer for halvåret 2020/2021 her: Kirkehøjskole folder 2020-2021