Mandag den 24. februar kl. 19.00 i Øster Snede missionshus får Kirkehøjskolen besøg af tidl. præst Orla Villekjær. Aftenen koster 50 kr inkl. kaffe og kage.
Søndag den 30. sept. 2018 døde Kim Larsen. Avisen Information skrev følgende: ”Søndag d. 30. september vil gå over i historien som den dag, Danmark mistede et nationalikon og et helt land sprang ud i spontan sorgbearbejdning og kollektiv hyldest.”
Efterfølgende deltog 35.000 mennesker, – børn, unge og gamle – i en mindekoncert på Rådhuspladsen i København, mens 1.434.000 fulgte mindekoncerten foran skærmen i deres hjem. Senere fulgte mindekoncerter efter i mange byer. Den kollektive hyldest var enorm!
Kim Larsen var en provo og gadedreng – og samtidig en gudsbenådet poet og sangskriver.
Foredraget vil gennem Kim Larsens egne tekster og musik vise, at drømmen om det tabte paradis på fascinerende vis binder hele hans produktion sammen. Undervejs i foredraget strejfer vi også ”Jesus og Josefine” samt Søren Kierkegaard.
Orla Villekjær er tidl. præst i Sønder Felding og var med til at starte den kristne musikfestival Å-Festivalen.