Vi må desværre sige farvel til både kordegn Else Laursen og organist Line Skydstofte Nikolajsen, da de begge har meddelt at de stopper ved Løsning og Korning kirker. Deres opsigelser er fuldstændig uafhængige af hinanden og falder desværre tilfældigvis sammen.
For Elses vedkommende ønsker hun at gå på pension til maj efter at have arbejdet ved kirkerne i forskellige stillinger i Løsning og Korning siden 1993 og stopper derfor ved udgangen af april. Else har om noget været en krumtap i kirkens arbejde og i arbejdsfællesskabet på kirkekontoret. Både regnskab, personregistrering og organisering af gudstjenester har været i sikre hænder hos Else – altid med et klart fokus på, at vi skal være kirke sammen.
Line har siden sommer balanceret to jobs som både organist ved kirkerne og musikterapeut ved Vejle Sygehus, hvilket har vist sig meget krævende. Hun har derfor truffet den svære beslutning at stoppe som organist i Løsning/Korning ved udgangen af februar og takke ja til at gå op i tid på sygehuset. Line har siden 2013 beriget os i menigheden med både orgel- og klaverspil til gudstjenester, kirkelige handlinger og andre arrangementer, med en klar sans for den åndelige og teologiske dimension, og så har hun kyndigt styret det årlige julekor.
Vi kommer til at savne dem begge blandt personalet i kirkerne!
I Løsning og Korning menighedsråd arbejder vi nu med at finde Else og Lines afløsere og regner med i den nære fremtid at slå stillingerne som kordegn og organist op. Tak hvis I i menighederne vil være med til at dele disse opslag. Og hav også gerne med i jeres forbøn, at vi må få nogle gode ansøgere med blik for kirkens mission med at række evangeliet til alle mennesker.
På vegne af Løsning og Korning menighedsråd
Jacob Honoré Broberg
